Hvorfor fejrer vi …
Advent Fjerde søndag før juledag begynder adventstiden. Advent betyder komme, og er forberedelse og forventning til julen, hvor vi fejrer, at Jesus kom til verden. Mange adventstraditioner handler netop om at glæde sig og tælle ned til jul. I kirken bliver der sunget adventssalmer og læst fra bibelen om forventninger til Jesus. Stjerner og levende lys hører også til advent, fordi julen handler om, at Gud tændte et lys i menneskers mørke, da Jesus blev født. Før i tiden fastede man i adventstiden, for både sjæl og krop skulle forberedes på at tage imod julens budskab. Første søndag i advent er også en festdag, som markerer begyndelsen på et nyt kirkeår. |