Hvorfor fejrer vi …

Allehelgen/halloween

I de traditioner vi efterhånden så småt har overtaget fra engelsk og amerikansk tradition er Allehelgen eller ”Halloween” en slags pegen fingren af døden.

Ingen skal tro at dødens skræk og rædsel har magt over os og vores liv. Udover døden og dens symboler, leger vi med det vi ellers mere eller mindre er bange for: uhyrer, edderkopper og mørket. Selvom jeg altså stadig kan give et hyl fra mig af forskrækkelse over en plasticedderkop jeg selv har sat fast i et kunstigt edderkoppespind.

Men Halloween er ikke det samme, som Allehelgen - selvom det ene ord kan oversætte det andet og begge stort set fejres på samme tidspunkt. I kirken peger vi ikke fingre af døden, men erkender, at den er en del af vores liv.

Nogle gange kommer den alt for tidligt, andre gange alt for sent - og rigtig tit kommer døden, uanset hvor meget den er ventet, alligevel bag på de fleste. Men at den kommer, det ved vi godt. Det er ikke den, vi skal være bange for, ligesom vi heller ikke skal opfatte døden som Vorherres straf for et mere eller mindre ufuldkomment liv, for sådan udmåler Vorherre ikke sin retfærdighed.

Men selvom døden ikke er en straf, så kan vi ikke komme udenom, at den er et tab. Vi mister noget værdifuldt og dyrebart, når dem vi elsker og holder af, ikke er mere. Jeg har hørt det beskrevet, som at tabe sit hjerte… en vigtig del af sig selv - og man kan føle sig fuldstændig hul og tom indeni bagefter.

Alligevel mødes vi i kirken ikke kun om sorgen og savnet og tomheden når det er Allehelgen. Vi mødes også og især om kærligheden og livet. Om alt det, som stadig fylder vores liv ud, selvom vi har mistet. Kærligheden giver stadig mening, - også bagefter dødsfald. Og så er der minderne. Og alt det vi siger eller gør, fordi ”sådan sagde morfar altid…”, fordi ”det holdt min dreng af…”.
Troens løfter om det evige liv giver mening, selv sådan en dag. Ikke som en trøst, men som erkendelsen af livet er mere end døden og altid vil være det. Ligesom kærligheden er det.

Derfor er Allehelgens særlige symbol, i hvert fald iflg. den kirkelige tradition, ikke skeletter eller anden gys eller gru. Det er lys. Lys på gravene. Lys, der tændes i kirken. Lys, der tændes i hjertet. Vi mødes i sorgen og savnet, det er rigtig nok, men vi går fra hinanden i troen og håbet.